Princip for håndtering af elevfravær i skolefællesskabet Odense Nord

Tidlig indsats
Tidlig indsats er et strategisk fokus i Børn og Ungeforvaltningen. Et af de områder, hvor vi har en ambition om at blive bedre til tidlig indsats, er i forhold til børn og unges fravær og fremmøde i skolen. Formålet med politikken vedrørende elevfravær er at tydeliggøre for elever, forældre og medarbejdere, hvordan vi som skole forholder os i forhold til elevfravær. I skolefællesskabet Odense Nord vil vi arbejde for, at alle elever kommer i skole hver dag. Skolen skal være et godt sted at være, hvor alle elever trives og har lyst til at møde op – for at være sammen med kammerater og voksne omkring læring og dannelse. Vi er opmærksomme på, at elever kan blive syge på forskellig vis, som betyder, at de ikke kan holde til at komme i skole, og derfor må blive hjemme. Men fravær skal begrundes, og det er forældrenes ansvar, at dette bliver gjort.
Forskellige former for fravær
Når skoledagen begynder, noterer læreren/pædagogen elevernes fremmøde. For elever fra 7.-9. klasse noteres fraværet også ved skoledagens afslutning.
Der findes tre forskellige kategorier af fravær:
1. Lovligt fravær er, hvor eleven ikke kan komme i skole på grund af sygdom, lægebesøg m.v. under forældrenes ansvar. Det kan dreje sig om hele eller halve dage. Af hensyn til registreringen bør underretning om fraværet som udgangspunkt ske senest 3 dage efter, at fraværet har fundet sted. Ellers vil fraværet som udgangspunkt blive registreret som ulovligt fravær.
2. Ekstraordinært frihed er, hvor forældrene beder deres barn fri til familiemæssige gøremål, som fest, rejser og andre særlige begivenheder. Hvis man ønsker sit barn fritaget på skoledage, fremsendes en anmodning til lederen af den afdeling barnet går på. Ved valgt ferie (ekstraordinær frihed) uden for skolens ferieplan, er forældrene selv ansvarlige for den manglende undervisning. Forældrene kan således ikke forvente, at lærerne udarbejder en plan for lektierne i den selvvalgte ferieperiode. Skolebestyrelserne henstiller til, at ferier afholdes i skoleferierne.
3. Ulovligt fravær er, hvor eleven har været væk fra skolen uden at forældrene har accepteret og taget ansvaret for fraværet med en besked på aula. Når man kommer for sent: Ulovligt fravær for elever i 0.-9. klasse, som er noteret ved skoledagens begyndelse, bliver som udgangspunkt registreret som dagsfravær. Skolens medarbejdere foretager altid en konkret afvejning af, hvorvidt det er rimeligt at registrere eleven som ulovligt fraværende en hel dag når han/hun kommer for sent. I afvejningen skal der indgå:
• hvor meget eleven er kommet for sent
• om der er undskyldelige omstændigheder for forsinkelsen. Det kan f.eks. være forsinkelse af offentlig transport, ekstraordinære trafikale udfordringer på vej til skole, nedbrud af cykel, sygdom m.m.
Skolens generelle arbejde med fravær:
1.Omkring den 1. i hver måned modtager alle teams en klasseliste med en oversigt over elevfraværet i 200 dage tilbage. Af listen fremgår det, i henhold til overstående kriterier, hvilke elever, der har opmærksomhedskrævende fravær. Om fraværet i hvert tilfælde er bekymrende, beror på en konkret vurdering – men det er et krav, at klasseteamet aktivt tager stilling til fraværet.
2. Klasseteamet skal kontakte hjemmet for at kortlægge årsagen til fraværet og sammen med forældrene iværksætte en handleplan for nedbringelse af fraværet. Forældrene skal have skriftlig besked med antallet af fraværsdage.
3. Hvis fraværet ikke nedbringes i henhold til den aftalte handleplan kontaktes afdelingslederen. Afdelingslederen træffer herefter afgørelse om, hvilke tiltag der herefter skal iværksættes. Typisk inddrages inklusionsvejleder og skolepsykologen på dette tidspunkt.
4. Hvis dette tiltag heller ikke får nogen positiv effekt på elevens fremmøde, udarbejder klasseteamet i samarbejde med afdelingslederen en underretning til de sociale myndigheder.
Skolens kontakt til forældrene i forbindelse med ulovligt fravær:
Hvis en elev har et ulovligt fravær på mere end 10 procent inden for et kvartal, vil vi kontakte forældrene og gøre opmærksom på, at det kan betyde stop i børne- og ungeydelsen. Hvis en elev har et ulovligt fravær på 15 procent eller derover, skal skolelederen underrette de sociale myndigheder. Det er herefter op til dem at beslutte, om børne- og ungeydelsen skal standses det næste kvartal.
Hvordan skal forældre underrette skolen om fravær:
Forældre skal underrette klassens klasselærere via aula om fravær. Gerne på dagen ellers senest 3 dage efter fraværet. Dette af hensyn til registreringen. Undtagen extraordinær frihed over en dag, hvor der anmodes til afdelingslederen. Skolen kommunikerer ovenstående retningslinjer til forældre og elever ved:
• Indskrivning af nye elever
• På forældremøder
• Ved skolehjemsamtaler
• På skolens hjemmeside
Se evt. mere om fravær på ministeriets hjemmeside